Drøm

Den nat drømte Fianna om kattekillinger og jordbærtærte i haven under en gigantisk blodbøg, hvor hun sad i den blå hængesofa med fødderne dinglende i luften. Den ro, der var faldet over hende, da hun trådte ud på gårdpladsen, var der stadig. Og mens solen varmede hendes bare ben, og duften af sommer og græs fik mindet om klorlugt og jern til at svinde ind, følte hun sig i et kort øjeblik næsten hel igen. Længe sad hun der, helt stille og bare var.

Men så blæste det pludselig op. Vinden rev i roserne langs husmuren, så røde rosenblade dryssede mod jorden, for derefter at krølle sammen – visne og grå. Hun gøs. Solen var forsvundet bag en sky, og haven dækkedes af et gråligt mørke.

Og da så hun, at den grønne låge i havemuren ud til baggården bevægede sig. Langsomt blev den skubbet op, og en skikkelse trådte ind i haven med tunge skridt. Han var høj. Øjnene var kolde og munden en lige streg i det askegrå ansigt. Han stod stille og betragtede hende, helt udtryksløst. Hendes blik var låst fast i hans, som så mange gange før, og så begyndte han at dreje ansigtet fra side til side. Som en advarsel mod noget, hun endnu ikke forstod, hvad var. Men hun vidste, at det hele snart ville stå alt for klart for hende, og så ville han vende tilbage – denne gang ville det blot ikke kun være i hendes drømme.